Regningen for oprustningen.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Regningen for oprustningen.

Indlæg by Thomas on Ons dec 03, 2014 11:38 pm

Njaaahh.... hvad er situationen?

For det første har vi for praktiske formål fået afskaffet værnepligten. Det kan kun siges at være positivt, at man er kommet af med rekrutdræberne.

Det, der på indeværende tidspunkt er brug for er stampersoneller, der bliver uddannet til næste højere niveau. Det skal så udvides så der er en styrke, som kan uddanne værnepligtige, hvis det skulle komme så langt. Rent faktisk er stampersoneller billigere end værnepligtige, fordi et halvt år efter hjemsendelsen af værnepligtige, så kan man begynde forfra - så meget aftager den fysiske form faktisk i løbet af et halvt år.
Det med at tro, at en flok halvstuderede røvere kan være kamptropper - går ingen steder!
Ikke sådan at forstå, at militsstyrker ikke har sin plads og funktion - de har hverken mobilitet eller kampmæssig udholdenhed, de har derimod et meget højt beredskab. Vi taler timer - få. De har deres store berettigelse under for fjenden sårbare faser i operationen - der skal i dem ikke meget til at det går frygtelig galt - for fjenden altså. Faldskærmstropper er f.eks. værgeløse den første times tid til to - de skal bare slagtes.

De penge skulle nok kunne findes.

Der hvor problemet er, er på materielsiden.

Man lider endnu under eftervirkningerne af den kolde krigs fascination af tungt panserinfanteri. Kampvogne, der er absurd tunge - altså 60 tons?... De er så tunge, at det går ud over mobiliteten. Én ting er vejene, hvor man bliver bundet til ganske få fremrykkeakser, der så automatisk bliver sårbare - ikke mindst fordi forsyningerne skal føres frem den vej også; men nok så slemt er broer og terrænhindringer, der forholdsvis let kan sprænges af militser, som vil være på plads inden panseret kommer til dem.
Selv infanterikampkøretøjet er oppe på sine 25-30 tons.

Der er et problem med medium panser, nemlig, at der er ikke ret meget af det: Det bedste er vel de gamle Leopard 1. Fidusen er, at tungt panser primært skal skyde og medium primært køre. Medium typen skal efter gennembruddet af fjendens stillinger køre som død og helvede og verfe lokalforsvarsenheder til side eller endnu bedre: Omgå dem.
Amerikanerne har faktisk opgivet medium panser, hvilket jeg anser for en fejl, fordi alternativet med helikoptere er ganske enkelt for sårbart. Luftværnskanoner og Stinger koster ikke noget videre og det er nemt at uddanne militsenheder på dem.

Tungt og medium panser har den ulempe, at nok er de taktisk bevægelige; men til gengæld er de operativt meget vanskelige at have med at gøre. Selve vægten af køretøjerne er så et særskilt problem; men de bruger forsyninger så man tror det er løgn. Det kan godt være, at de ikke er særlig sårbare selv; men det garanterer jeg for at kolonnen af lastbiler med brændsel og ammunition er!

Det, der virkelig mangler er det lette panser - jeg har talt for de gamle Saracen mv.; men det er sgu i mangel af bedre. Man har ikke kunnet snøvle sig færdig til at lave en rimelig lufttransportabel kampvogn på 10-15 tons. De skal være ikke alene operativt mobile; men også taktisk mobile - det sidste i allerhøjeste grad. Er der vej, skal de rykke frem en fart på 80-100 km/t - inden fjenden får lavet vejsidebomber o.lign. Støder man på modstand, så kører man gennem skov, mark og sump, hvor der ikke er noget tungt, der kan følge efter. Det går så ikke så hurtigt; men hvis fjenden for praktiske formål ikke kan komme der, så kan en langsom omvej hurtigt betale sig.

Det nordmændene, hollænderne og tyskerne kan komme med er såmænd godt nok; men dels er det for lidt; men igen hellere 2000 mand om en måned end 5000 om et år. Det er så i vidt omfang nok til at fjenden danner tyngde det forkerte sted. Dels er den operative mobilitet afhængig af skibstransport - og netop i Europa så har skibstransport sine begrænsninger. Lad så være at jernbanevognene mangler; men er fritrumsprofilen til bredere vogne?
avatar
Thomas

Antal indlæg : 24658
Join date : 27/10/08

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Flyanskaffelsen

Indlæg by Thomas on Tirs apr 07, 2015 1:57 pm

Forvirringen omkring anskaffelse af en erstatning for F-16 er ikke blevet mindre.



Først og fremmest er udfasningen af F-16 ikke afstedkommet af nedslidning af F-16:


  1. Først og fremmest så er de fly, der er tilbage ikke specielt nedslidte. I 2009 blev Folketinget gjort opmærksom på, at halvdelen af flyene havde ca. halvdelen af den beregnede levetid tilbage.
    Det skyldes, at hvis man ved, hvad man gør, så lader man de tidligste fly i flåden opsamle flere flyvetimer og i hastigere tempo en de sidst anskaffede/leverede. Det er almindelig sund fornuft, fordi man således får et tidligt varsel om eventuelle problemer - uden at det påvirker beredskabet.
    Derfor vil en trinvis udfasing reducere det gennemsnitlige antal flyvetimer i flåden.
    Billederne med revnedannelser udlægges forkert: Man har med vilje fløjet mere med nogen af flyene end med andre. Præcis for at se, hvornår disse problemer opstod.
  2. Dernæst er de fly, der fik den voldsomste belastning, mange krappe manøvere (høje g-påvirkninger og mange af dem) de tidligste fly, hvorfor man med udfasningen af disse fjerner de grimme tidlige belastninger i statistikken.
  3. Hvis vore allierede også er fornuftige mennesker, så vil der være "kun lettere brugte" og opdaterede eksemplarer billigt til salg - om ikke andet som reservedele. Norge f.eks. kommer før os med introduktionen af F-35. Der skulle være mulighed - hvis det er ønskeligt - for at opstille en eskadrille til i takt med den norske udfasning af F-16. Problemet er antallet af piloter; men det er nok mere et spørgsmål om reorganisering af den civile luftfart og se på hvor mange svenskere vi kan få smidt ud.

Der er såmænd flyvetimer nok. 2009 indikationen antyder, at der er 3-4000 flyvetimer tilbage pr. fly i flåden. Man regner med 8000 timer pr. fly. Det tal er så tidligt i karrieren blevet forhøjet fra 5000 - formentlig under indtryk af den hårdere belastning i den operative anvendelse end man på designstadiet havde forudset.


Nej, det er nok som jeg har antydet, spørgsmålet om ændrede opgaver, der er udslagsgivende.
Her er der to scenarier:

  • Nordatlanten, som kræver rækkevidde frem for alt mulig andet.
  • Østersøen som har meget mere med fart og reaktionstid at gøre.
  • Et "lokalforsvar" af Danmark er ikke specielt påpegende en udskiftning.


Tager vi en kort og grov sammenligning af flyene (og disse "brochure angivelser", som er dem, der er offentligt tilgængelige, skal altid tages med forbehold - al den stund mange af dem vil være bevidst misvisende. Rækkevidde angivelse er f.eks. et tal, som er let at sløre, for den afhænger meget af motorens specifikke brændselsforbrug, som i sidste ende også hænger sammen med den måde, der flyves på: Det er ikke noget kunststykke at brænde olie af).

vægt/tons..F-16..TaifunF-35..
Tom81113
lastet121622½
max. start172030
max. Mach221,6
Nu er startvægten sjældent et problem for jagerfly, fordi de har så stort et kraftoverskud, at det er landingen, der kræver meget "beton". Undtager vi den gamle F-84F, som havde de største problemer med at slippe jorden, så havde jagerfly i almindelighed en 2. karriere som jagerbombere. Det er simpelthen fordi de har masser af motorkraft og ret så stærke vinger - deres problem er landingsvægten.

Med disse forbehold, så kan vi se, at F-35 er et væsentligt større og tungere fly, der kan slæbe en masse brændsel. Det brændsel er ydermere i vidt omfang båret internt. Brændsel i droptanke tæller kun halvt, fordi tankene giver en forøget luftmodstand. Det er derfor Gripen er irrelevant, fordi den nok med krykker og støttepædagog kan klare visse af opgaverne; men den er ikke større end F-16.
Fordelen ved Taifun er, at dens rækkevidde med nævneværdig udvendig bevæbning er større end F-16.
Nu er evnen til at slæbe meget ikke det store problem mere, fordi der ikke er brug for så mange bomber - fordi i dag rammer man.

Hvad der derimod er væsentligt er, at man kan komme frem - til f.eks. Ämari - med krudt i bøssen og uden for megen oppakning.

F-16 mangler i dag operativ rækkevidde. Rent taktisk er F-16 nok F-35 overlegen, hvis vi forestiller os gammeldags "Battle of Britain" luftkamp. Den måde russerne flyver deres provokationer på er næppe taktisk relevant (ellers er russerne godt dummere end jeg tror - og jeg har mine afgjorte reservationer omkring russernes taktiske formåen). Hvis russerne flyver et angreb på den måde, så overlever de ikke.
Dem de skal være nervøse ved er nemlig ikke de afvisningsfly, de kan se: Det er dem, der kommer hvæsende for fuldt skrald fra den anden base. Der er en 400 km fra Litauen til Estland som tilbagelægges på et kvarter. Hvad værre er, de sidste 100 km er rækkevidden for AMRAAM, når man flyver ind i det missil - og det flyver med en kollisionshastig på Mach 4-5 stykker og det tager således 1-2 minutter, hvis fjenden så spreder sig som fugle stikker af fra en hund der kommer løbende, så har de et problem med afvisningsflyene. Ikke nok med det; men den missilfregat, som de har glemt alt om, den har de nu nok passeret og fregatten sender så et luftværnsmissil efter dem.
Der, hvor Taifun giver en fordel er, at den kan være baseret i Tyskland og gennemføre den interception - uden ekstratanke.

Nordatlanten er mere F-35's hjemmebane, hvor det ikke så meget er farten, der er afgørende; men evnen til at holde kedsommeligheden i bolig-arbejdssteds pendlingen ud. Det man skal hæfte sig ved i denne sammenhæng er, at F-35 laster små 10 tons og de andre ca. det halve. Den ekstra last er formentlig i alt væsentligt brændsel båret indvendigt.



Valget og præference afgøres således af den påtænkte opgave. Jeg vil ikke udelukke, at man køber 30 af den ene og 30 af den anden; men på forskellige tidspunkter.

Køber man F-35, så vil man efter al fornuft beholde en til to eskadriller F-16 som gør udmærket fyldest i Østersøen - og vil gøre det i en rum tid fremover.

Så kommer vi tilbage til prisspørgsmålet - dollarkursen er nok ikke det store problem, for jeg vil da stærkt håbe, at man har dækket den valutaposition af i Nationalbanken? - Her er der tale om, hvilken interesse USA har i at spare penge ved en fornuftig organisation af forsvaret i Nordatlanten.

USA's bebrejdelser af sine Europæiske allierede er den sammenhæng spørgsmål om spil for galleriet. Jo, vi bruger for få penge på forsvaret; men behøver man at anvende den dyreste og dårligste løsning?
Der er lidt for meget tværen omkostningerne af på sine allierede i den fremstilling. Kæreste venner: Det er russere, vi taler om!

Meget af diskussionen drejer sig om svarene - uden at gide høre efter spørgsmålet!

Det væsentlige i denne sammenhæng er, hvad er USA's interesse? Hermed slutter jeg heller ikke, at USA reducerer sit engagement i Europa - tværtimod, så vil en sikring af Nordatlanten give USA større mulighed for at komme Europa til hjælp: Man vil kunne opretholde det engagement, man i USA måtte ønske - bare for en billigere penge.
Atlanten som sårbar forsyningslinje er nok ikke den afgørende betragtning mere. Det kan teoretisk blive det; men det vil kunne imødegås med hvad man nu kan skrabe sammen til et hangarskib sådan i al hast. Det, der kommer igennem en base-/forsyningspunkt kæde fra New Foundland til Skotland - det vil være meget afkræftet og på det yderste af sin rækkevidde.

Det er i sidste ende et sandt politisk spørgsmål. Hvad er opgaven?
avatar
Thomas

Antal indlæg : 24658
Join date : 27/10/08

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum